Chalk Copenhagen
Chalk Copenhagen producerer håndlavede og naturlige kunstmaterialer. Virksomheden er beliggende syd for København og har UNESCO’s verdensarv Stevns Klint som nabo. Her former vi de smukke pastelkridt i naturskønne omgivelser og med naturens råvarer.
Kridt har været brugt som farvestof i årtusinder og er et materiale, der kan bibeholdes i naturens kredsløb efter brug. Tørpastelkridt fra Chalk Copenhagen er lavet af rent kridt og oliepastelkridt af voks og økologisk dyrket olie.
Vi farver pastelkridtene med jordfarver, plantefarver og jernoxider. Pigmenterne er lysægte, og hver farve fremstår med den sarte tekstur og stoflighed, der kun findes i naturlige materialer. Vi blander, tilretter og justerer hver enkel farve og tilstræber at skabe farvesammensætninger, der ligger tæt på naturen og det nordiske lys.
Vores pastelkridt anvendes af professionelle kunstnere, arkitekter, designere, studerende og andre med interesse for kunst og bæredygtighed. Når du vælger pastelkridt fra Chalk Copenhagen, forbedrer du miljøet til gavn for os selv og fremtidige generationer."